Overfladetemperatur som velfærdsindikator hos svin
Fokus i dette projekt var, at detektere søer med feber omkring faring da tidlig detektion af sygdom hos soen på dette tidspunkt kan forbedre velfærd hos både so og pattegrise og desuden have potentiale til at reducere pattegrisedødeligheden.
Mange faktorer som er tilstede i et svineproduktionsmiljø kan potentielt påvirke temperaturmålinger foretaget med infrarøde kameraer. De vigtigste af disse faktorer blev undersøgt i projektet for deres betydning for nøjagtigheden af infrarøde temperaturmålinger, herunder faktorer som luftbåren ammoniak og støv samt fordampningskøling fra våd hud. Derudover er der en bestemt egenskab for alle overflader, kaldet emissivitet, der blev bestemt for sohud, således at korrekte overfladetemperaturer bedst muligt kan måles med infrarød kamera.