Bæredygtighed i velfærdsfremmende husdyrproduktion

Identificere dyrevelfærdsfremmende produktionssystemer og foreslå metoder der integrerer dyrevelfærd i evaluering af bæredygtighed i den animalske…

Samfundet stiller krav om forbedret dyrevelfærd i fremtidens animalske produktionssystemer, hvilket bl.a. blev synliggjort af EU-borger initiativet End the Cage age, og anerkendt i EU’s Farm to Fork strategi hvor dyrevelfærd er en vigtig del i en forhandlingsproces frem mod en mere bæredygtig og etisk husdyrproduktion. Samtidig stilles store krav til at husdyrproduktionen skal have en minimal miljø- og klimapåvirkning og endda bidrage til at levere økosystemtjenester såsom at bidrage til kulstofbinding i jorden, og/eller at den animalsk produktion i højere grad baseres på at udnytte affaldsprodukter fra f.eks. fremstilling af grønne proteiner til human forbrug. One Welfare-konceptet anerkender sammenhængen mellem dyr, mennesker og miljøet, og beskriver at disse tre aspekter skal være i harmoni i et bæredygtigt system. Derfor er det vigtigt at dyrevelfærd fremover bliver en integreret og ligestillet del af bæredygtighedsbegrebet og af fremtidens husdyrproduktion. På trods af dette er dyrevelfærd ikke en fast del af eksisterende bæredygtigheds-analyser der anvendes i husdyrproduktionen. Derfor er der behov for at identificere metoder der kan bidrage til at dyrevelfærd kan afvejes på lige fod med andre bæredygtighedskriterier, og behov for at identificere velfærdsfremme systemer der har synergier med andre bæredygtigheds-kriterier, og som derfor kan være bud på fremtidens bæredygtige husdyrproduktion.