Dit familiedyr kan få sygdomme eller komme til skade ligesom dig selv. Det er selvfølgelig ikke godt for dyrets velfærd. 

De fleste dyr ændrer deres adfærd, når de bliver syge eller har ondt. Dyrene plejer ikke deres pels, når de har det dårligt. Derfor kan pelsen stritte og se fedtet ud. Dyrene sover måske også mere, når de er syge, og de spiser mindre, end de normalt gør. Syge dyr leger mindre end raske dyr, og syge dyr holder sig mere for sig selv. 

Du kan også lægge mærke til, om dyret pludselig ikke vil røres et bestemt sted. Her kan det måske have ondt. En kanin, der har ondt i øret, vil måske ikke nusses ved øret, som den normalt gerne vil. 

En krave kan hjælpe, hvis dyret har et sår, der skal hele, som det ikke må slikke eller gnave i. 

Alle vores familiedyr kan føle smerte ligesom dig. Hvis der er noget, der gør ondt på dyret, vil det prøve at undgå, at det gør ondt. Vi kan fx se, at dyret halter, hvis det gør ondt at gå på benet. 

Der er forskel på, hvor tydeligt dyr viser, at de har ondt. Katte kan finde på at gemme sig, hvis de har ondt. Hunde viser normalt mere tydeligt, hvis de har ondt et sted. Det kan være svært at se, hvis kaniner, gnavere og fugle er syge. 

Opfører dit dyr sig anderledes, kan det være tegn på, at der er noget galt, som du skal holde øje med. Spørg dyrlægen, hvis du er i tvivl. 

Opgave 17:

• Snak i grupper om, hvordan dyr reagerer, når de er syge. 
• Hvordan reagerer du selv, når du er syg, eller har slået dig?

Hvis det gør ondt på et ben, vil dyret ikke støtte rigtigt på det. 

Familiedyr bliver ikke så gamle som mennesker, selvom de er sunde og raske hele livet. 

Opgave 18

Når man har et dyr, skal man passe på det. Bliver det sygt, eller kommer det til skade, skal dyret til dyrlægen. Kan dyret ikke bliver raskt igen, eller lider det, kan dyrlægen hjælpe med aflivning. 

Et familiedyr kan være en vigtig del af familien. Når et familiedyr dør, er det normalt at blive ked af det. Vi vil savne dyret, fordi dyret har betydet noget for os. Det er helt OK at føle sorg over et dyr, man har mistet. 

Nogle familiedyr bliver også gråhårede, når de bliver ældre. 

Kaspers mormor og morfar har en kat, Misse. En dag, da Kasper er på besøg, lægger han mærke til, at Misse er mere stille, end hun plejer at være. Misse vil heller ikke spise, og hun kommer ikke ud fra sit skjul for at lege med Kasper. 

Mormor fortæller, at Misse er blevet syg og har det rigtig dårligt. Mormor og morfar tager Misse til dyrlægen, og Kasper får lov til at komme med. 

Dyrlægen undersøger Misse og fortæller, at Misse er så syg, at hun ikke kan blive rask igen. Kasper synes, at det er synd for Misse; bare der var noget, man kunne gøre. Mormor fortæller, at dyrlægen ikke kan gøre Misse rask igen. Istedet kan dyrlægen hjælpe Misse med at dø, så hun ikke skal have det dårligt længere. 

Først giver dyrlægen Misse noget, så hun falder i søvn. Når Misse sover meget tungt og ikke mærker noget, giver dyrlægen hende noget, så hendes hjerte holder op med at slå. Det foregår alt sammen meget roligt. Selvom Misse nu er holdt op med at trække vejret og er død, ser det ud, som om hun bare sover. Kasper bliver ked af det, men han er glad for, at Misse ikke skal have det dårligt mere. 

Dyrlægen spørger mormor, om hun vil have Misse med hjem og begrave hende i haven. 

Næste dag i skolen fortæller Kasper sine venner om Misse. Der er flere af de andre, der også har prøvet at miste et dyr. Kasper synes, det er rart at høre de andres historier. De andre forstår godt, at Kasper er ked af det. 

Nogle uger efter tænker Kasper stadig på Misse. Kaspers mor kan se, at Kasper bliver ked af det. Kasper savner Misse. Kaspers mor siger, at det er helt OK at savne én, man har holdt af, men som nu er væk. De taler om Misse og alle de sjove ting, de kan huske om hende. Det er rart at tale om Misse, og det hjælpe på Kaspers humør.