Udegående heste i vinterperioden: Hvilke faktorer har betydning for anvendelsen af læskure?

Heste kan være udegående 24 timer i døgnet i vinterperioden, hvis de har adgang til læskur/løsdriftsstald. Dansk lovgivning angiver bl.a. krav til gulvarealet pr. hest i læskuret, men ikke til f.eks. indretning og indgangsforhold. Suboptimale indgangsforhold kan medføre, at en dominerende hest monopoliserer indgangen til skuret, så alle heste reelt ikke har adgang til arealet.
Et forskningsprojekt fra 2013 undersøgte hvilken betydning indgangsforhold og indretningen af læskure har for brugen af skurene og hestenes velfærd.
I forsøget indgik 32 Islandske heste fordelt på 8 grupper i en 3 måneders vinterperiode.

Resultaterne viste, at de grupper af heste, der havde to indgange, brugte skurene mere end de grupper af heste, der kun havde en indgang. Samtidig havde hestene med to indgange et lavere niveau af stresshormoner – de var altså mindre belastede end de heste, der kun havde en indgang. Man fandt ydermere, at en skillevæg inde i skuret ikke havde indflydelse på hestenes anvendelse af skurene og der var heller ingen forskel i niveauet af stresshormoner. Man fandt endvidere stor variation i hestenes brug af skurene, og at skurene blev benyttet mest i de mørke timer.

I dette projekt blev hestes brug af læskure på relativt åbne arealer undersøgt, og hestene havde en overraskende høj brug af skurene, særligt i de mørke timer. Der savnes stadig viden om, hvorvidt naturlige forhold kan yde samme beskyttelse og kan være tilsvarende tiltrækkende for udegående heste i vinterperioden.

Endvidere blev denne undersøgelse gennemført med islandske heste, som traditionelt opfattes som særligt hårdføre, og den overraskende høje brug af skurene samt en mulig effekt på stresshormon-niveauet ved reduceret adgang til læskuret, ansporer til yderligere undersøgelser af andre potentielt mindre vinterhårdføre hesteracer.

Observationer fra praksis antyder endvidere, at heste ofte anvender læskure/bygninger i sommerperioden for at komme i skygge og væk fra insekter. Særligt i engområder og på græsningsarealer uden træer, kan heste være belastede af insekter og mangel på skygge. Observationerne understøttes af to nyere amerikanske studier (Holcomb et al., 2013; 2014). Hestes anvendelse af læskure i sommerperioden og belastning ved afgræsning af områder uden mulighed for skygge/insektbeskyttelse bør undersøges med henblik på tiltag for at sikre hestevelfærden under afgræsning.

Rapport om udegående hestes brug af læskure i vinterperioden