Dyrevelfærd

Interessen for dyrevelfærd i den vestlige verden er de seneste år øget markant. At der er en enorm interesse kan man bl.a. forvisse sig om ved at forsøge at google ”animal welfare”.

Med begrebet ”dyrevelfærd” udtrykkes bekymring for, om dyr bliver behandlet godt nok. Denne bekymring fik for alvor liv i en række vestlige lande for omkring 200 år siden, men har udviklet sig væsentligt siden da. Da de første dyreværnslove blev vedtaget i 1800-tallet var hensigten at undgå grusom behandling af dyr. Siden er fokus flyttet til forebyggelse af lidelse og senest til tilvejebringelse af positiv velfærd.  Og vi er gået fra at forstå lidelse, som ren fysisk smerte til også at omfatte frustration og mangel på opfyldelse af adfærdsmæssige behov.

Hvad menes med dyrevelfærd?

Den historiske udvikling af begrebet dyrevelfærd

I 2016 fyldte Danmarks dyreværnslov 100 år. I Den forbindelse blev der lavet en oversigt over udviklingen i dyreværn igennem de 100 år. Du kan finde oversigten over udviklingen i dyreværn i Danmark her.

"... at hvis en person eller personer, der har ansvaret for pleje, pleje eller forældremyndighed over heste, koer, okser, kvier, styre, får eller andet kvæg, tilhører enhver anden person eller personer, vil ubetinget slå, misbruge eller mishandle ethvert sådant dyr skal sådanne personer blive bragt for fredens ret eller anden magistrat." 

-Verdens første dyreværnslov fra 1822

Dyrevelfærd defineres ud fra menneskers opfattelse

Dyrevelfærd er et centralt begreb når man taler om, hvordan mennesker behandler dyr, hvor god dyrevelfærd oftest er synonymt med en god behandling af dyrene, så de kan leve et godt dyreliv.

Men hvad er et godt dyreliv?

For at kunne besvare det spørgsmål bliver vi først nødt til at se på, hvad vi synes der er vigtigt, for at dyrene har et godt liv. Og allerede her er det tydeligt, at begrebet dyrevelfærd altid vil tage udgangspunkt i, hvad vi som mennesker definerer, som et godt dyreliv.

”Jeg synes, det er vigtigt at dyrene går ude” – Vera Mogensen, Holbæk

Mange udgaver at ”et godt liv”

Forskere kan lave undersøgelser, der viser, hvordan dyrene påvirkes af fx forskellige staldforhold.

Men den viden siger ikke nødvendigvis i sig selv noget om, hvorvidt et bestemt staldsystem dermed er bedre for dyrs velfærd end andre.

Vi bliver nødt til at holde den viden op imod forestillinger om, hvad et godt dyreliv er.

”Jeg synes, det er vigtigt at dyrene ikke er stressede” – Stine Lobæk - Hammel

Frit eller beskyttet liv

De fleste er enige om, at dyrene ikke skal være syge, bange eller have ondt. Men mange synes også, at god velfærd er andet end bare at være fri fra ubehagelige oplevelser. Det kan også være, at dyrene skal have god plads, skal kunne bevæge sig frit, skal være sammen med andre dyr, og at dyrene skal kunne komme ud i det fri.

For nogle er det vigtigt, at dyrene kan gøre ting, der ses som naturlige eller føles godt for dem – som for eksempel rode i jorden eller lege.

Andre synes, det er vigtigt, at dyrene beskyt­tes mod dårligt vejr og sygdomme.

Hvis for eksempel dyrene kommer udenfor, får de mere plads og mere at lave. Men ude i det fri kan det blæse, regne og være koldt. Dyrene kan få sygdomme, som de ikke ville få, hvis de kun var inde. Og de kan blive angrebet af parasitter og rovdyr.

Det modsatte kan også ske, at dyrene får sygdomme eller skader inde, som de ikke får, når de er ude. Det er derfor nødven­digt at vælge.

”Jeg synes det er vigtigst, at dyrene har det varmt og tørt” – Sebastian Knudsen, København

Definition på dyrevelfærd

Dyrevelfærd kan altså defineres på forskellige måder. En række sociologiske undersøgelser viser, at der er forskel på, hvilke kriterier almindelige mennesker og eksperter lægger til grund for vurderingen af dyrevelfærd. Eksperter i dyrevelfærd lægger typisk vægt på dyrenes oplevelser, ofte med fokus på fravær af negative oplevelser, mens almindelige mennesker også lægger vægt på dyrets mulighed for at leve et naturligt liv. Opfattelsen af, hvordan dyrevelfærd skal defineres, afhænger i høj grad af personlige holdninger.

”Jeg synes, det er vigtigt, at dyrene beskyttes imod at blive syge og komme til skade” – Bo Hansen, Vejen

Tre tilgange til dyrevelfærd

Man kan groft sagt skelne mellem tre tilgange til dyrevelfærd;

Hedonisme

Den hedonistisk tilgang til dyrevelfærd handler om tilstedeværelse af behagelige oplevelser og fravær af ubehagelige oplevelser. Det vil sige, at det er dyrets egen oplevelse af dets situation, som betyder noget for dyrevelfærden. For at dyrevelfærden er god, skal der være tilpas mange af de stimulerende, behagelige og lykkelige oplevelser og tilpas få af de frustrerende, ubehagelige og smertefulde oplevelser.

Ifølge den hedonistiske definition kan et dyr, som har mulighed for at ligge og slappe af ved siden af en fyldt madskål, have en bedre velfærd, end et dyr, som selv skal arbejde for at finde føde.

Opfyldelse af præferencer

Præference-tilgangen handler om, at dyr har en god velfærd, når de opnår det, de ønsker. Ud fra et præference-synspunkt er det således afgørende for dyrevelfærden, at dyrene har mulighed for at vælge noget, de gerne vil have. For eksempel er grise meget motiverede for at rode med trynen og søge efter føde i deres omgivelser, og de er derfor meget ivrige efter at få adgang til materialer – fx halm – som de kan rette denne adfærd imod.

Den berigelse, dyrene får tilbudt, skal reelt kunne opfylde deres præferencer og ikke blot være alternativer, som dyrene reelt ikke er interesserede i.

Perfektionisme

Perfektionisme-tilgangen til dyrevelfærd handler om, at et dyr har god velfærd, hvis det kan udleve sit artsspecifikke potentiale og leve et liv i overensstemmelse med sin natur. Dyret skal således kunne udføre artsspecifik adfærd, også selv om det medfører ubehag. Ud fra et perfektionisme-synspunkt er det fx god dyrevelfærd at stimulere et dyrs naturlige fødesøgningsadfærd, også selv om dyret ville foretrække at få maden serveret.

En udfordring ved perfektionisme-tilgangen er vanskeligheden ved at afgøre, hvad domesticerede dyrs natur og artsspecifikke adfærd er, og dermed hvad der skal til, for at de kan udleve deres potentiale.

Ligheder og forskelle

Selv om de tre tilgange til dyrevelfærd umiddelbart er meget forskellige, er der tit et stort overlap imellem dem. For eksempel har en drægtig so, der har mulighed for at bygge en rede til at føde sine grise i, bedre velfærd ifølge alle tre definitioner end en so, der ikke kan bygge en rede. Velfærden er bedre ifølge den perfektionistiske tilgang, fordi det er en naturlig adfærd for søer at bygge en rede. Og velfærden er også bedre ifølge hedonisme- og præference-tilgangen, fordi søer er stærkt motiverede for at bygge rede og bliver frustrerede, hvis de ikke har mulighed for det.

I andre tilfælde er der forskelle mellem de tre tilgange med hensyn til, om noget er god dyrevelfærd. Dyr, som lever hele deres liv i en varm stald med ubegrænset adgang til føde, har for eksempel en god dyrevelfærd ifølge den hedonistiske tilgang. Det har de, fordi de ikke selv skal søge efter føde, og fordi de ikke udsættes for strenge vejrforhold. Men dyrene har en dårlig dyrevelfærd ud fra perfektionisme-tilgangen, fordi de ikke har mulighed for at leve et liv, som er i overensstemmelse med deres natur.

Dyreetik

Det er ikke kun vores personlige opfattelse af, hvad god velfærd er, der spiller ind, når vi taler om dyrevelfærd. Også vores etiske holdning spiller ind.

Etiske holdninger til dyr er baseret på, hvilke forpligtelser, man mener mennesker har over for dyr – og siger noget om, hvorfor vi synes noget er rigtigt eller forkert når vi har med dyr at gøre. Vi ved fra undersøgelser af den danske befolkning at der er stor forskel mellem de pligter, som man mener, mennesker har over for dyr. Se animalethics.ku.dk/nyheder/a-multidimensional-measure/

Etiske overvejelser

De fleste er enige om, at der skal tages hensyn til dyr. Men ikke alle er enige om, hvilke hensyn der skal tages – eller hvor meget hensyn. De forskellige opfattelser af om der overhovedet skal tages hensyn til dyr, og i så fald hvilke og i hvilken grad, afspejler forskellige etiske holdninger.

Mange kan som udgangspunkt acceptere at bruge dyr til formål, der tjener menneskers interesser, men de har forskellige opfattelser af, hvilke betingelser der skal stilles til brugen af dyr, og hvor grænserne går, før sådanne betingelser er opfyldt.

Betingelser kan fx være, at formålet er acceptabelt, at dyrene har et godt liv, at brugen af dyr foregår på en bæredygtig måde i forhold til natur og miljø, eller at brugen af dyr foregår med respekt for dyrenes biologi både i forhold til deres udseende, artsspecifikke adfærd og genetiske sammensætning.

Tre etiske tilgange

I etiske diskussioner er der behov for at tage stilling til hvem og/eller hvad, der har krav på etiske hensyn.

I Danmark synes de fleste, at vi gerne må bruge dyr til mad. Så længe man har tænkt over, om det, vi udsætter dyrene for, er vigtigt nok.

Nogle mennesker mener, at vi slet ikke skal bruge dyr til noget, som dyrene ikke selv ville vælge. De synes for eksempel ikke, at det er i orden at slagte dyr for at spise dem. Andre synes, vi skal tage mere hensyn til nogle dyr end andre dyr – for eksempel mere hensyn til hunde end til grise.

Nytteetik

Vi skal gøre det, som samlet set skaber mest mulig velfærd for både mennesker og dyr.

Fx: At holde produktionsdyr og slagte dem kan være acceptabelt, hvis forholdene i landbruget tilgodeser dyrevelfærden, og slagtningen foretages så stress- og smertefrit som muligt.

Rettighedsetik

Der er visse ting, vi ikke må gøre ved dyr, selv om det måske samlet set kan give en bedre velfærd for både mennesker og dyr.

Fx: At holde produktionsdyr og slagte dem er ikke acceptabelt, da dyr ikke må ofres for menneskers interesser.

Relationsetik

Vi skal tage særligt hensyn til de dyr, vi har ansvaret for og til de dyr, vi er følelsesmæssigt knyttet til.

Fx: At holde produktionsdyr og slagte dem kan være acceptabelt i forhold til nogle dyrearter, men ikke i forhold til andre. I Danmark anses hunden af mange fx for at være menneskets bedste ven, så hunde må her i landet ikke bruges til produktion af kød eller pels.

Hvordan måles og vurderes dyrevelfærd?

Dyrevelfærd varierer på en skala fra meget god til meget dårlig.

Dyrs velfærd vurderes typisk vha. én eller flere af følgende indikatorer:

Helbredsmæssige:

De fleste sygdomme, fx halthed eller lungebetændelse, er forbundet med smerte eller anden form for lidelse.

Fysiologiske:

Ekstreme fysiologiske tilstande, fx et meget højt niveau af kortisol (langtidsstresshormon) i blodet, antages at være forbundet med lidelse.

Adfærdsmæssige:

Unormal adfærd, fx stereotypier og apati, menes at være indikation på frustration og lidelse. ”Luksusadfærd”, fx leg, indikerer sandsynligvis glæde og tilfredshed og dermed god velfærd.

Velfærdsmåling er udfordrende, da man ikke kan måle dyrs følelser direkte. En af måderne at forske i dyrevelfærd på, er at undersøge dyrenes motivation og præferencer og dermed få et mål for, hvad dyrene føler og oplever.

Motivation og præferencer kan fx undersøges ved hjælp af præferencetests eller ved hjælp af testmetoder, der anvender såkaldt ’operant konditionering’ (se senere forklaring). I den slags studier ”spørger” man dyrene direkte eller indirekte, hvad de gerne vil have.

I præferencetests giver man dyr mulighed for at væge mellem fx to eller flere forskellige typer af miljøberigelse. Det giver et indblik i, hvad dyrene foretrækker – fx hvilken slags rodemateriale grise helst vil have. Ulempen ved metoden er, at man måske beder dyret om at vælge mellem en række alternativer, der hver især ikke tilfredsstiller dyrets behov.

Operant konditionering er en indlæringsform, hvor dyret kobler en adfærd sammen med konsekvensen af adfærden – fx at dyret får en belønning, når det trykker på en plade. I tests, der anvender operant konditionering, trænes dyret til at ”betale en pris”, fx trykke på en plade med trynen/mulen, for at få adgang til en ressource – fx rodemateriale til grise. Hvis en gris er villig til at arbejde (altså trykke mange gange) for at få rodemateriale, antages det, at rodemateriale forbedrer grisens velfærd. Man kan så måle, hvor stærk motivationen er, ved skrue op for den ”pris” (antallet af tryk på pladen), som grisen skal ”betale” for at få rodemateriale. Hvis grisen bliver ved med at arbejde for at få adgang til rodemateriale, selv når prisen bliver meget høj, er grisen stærkt motiveret for at få rodemateriale.